§1. Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Tuse Næs Boldklub (TNB). Dens hjemsted er Tuse Næs i Holbæk Kommune.
§2. Formål:
Foreningens formål er at tilbyde alle interesserede udøvelse af fodboldspil og anden sport.
§3. Medlemskab af organisationer:
Foreningen er medlem af SBU, DGI Nordvestsjælland og Holbæk Idræts Union.
§4. Optagelse af medlemmer:
Foreningen kan optage både aktive og passive medlemmer, der vil følge foreningens love.
§5. Kontingent:
Foreningens kontingent og betalingsterminer fastsættes for et år ad gangen af bestyrelsen.
§6. Udmeldelse - eksklusion:
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til bestyrelsen, samt at medlemmet ikke er i kontingentrestance.
Hvis et medlem er i kontingentrestance, kan bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ekskludere vedkommende. Ingen, som er udelukket p.g.a. kontingentrestance, kan igen optages som medlem, før restancen er betalt.
Hvis et medlem eller tilskuer modarbejder foreningens interesser eller på anden måde opfører sig upassende, kan bestyrelsen til enhver tid ekskludere vedkommende, enten for bestandig eller for et bestemt tidsrum. Enhver eksklusion skal behandles på den førstkommende generalforsamling.
§7. Ordinær generalforsamling:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Den ordinære generalforsamling, som afholdes hvert år i januar kvartal, indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i de lokale blade.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Ved alle møder og generalforsamlinger er simpelt stemmeflertal afgørende. Ved vedtægtsændringer kræves der dog 2/3 flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stemmeret har medlemmer over 16 år, som ikke er i kontingent-restance. Forældre kan oppebære én stemme pr. aktivt barn under 16 år, dog kan ingen person have mere end én stemme.
§8. Dagsorden:
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Regnskab for det forløbne år (kassereren).
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg til bestyrelse.
6. Valg af bestyrelse-suppleanter.
7. Valg af bilagskontrollant.
8. Valg af bilagskontrollant-suppleanter.
9. Eventuelt.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som så vidt det er muligt vælges uden for bestyrelsens rækker. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, og der skrives referat af generalforsamlingen.
§9. Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en tredjedel af medlemmerne skriftligt stiller krav herom over for bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest en måned efter, at begæringen er fremsat.
Indkaldelsen skal indeholde oplysning om emne(r), der ønskes behandlet.
Ekstraordinær generalforsamling kan først afholdes 14 dage efter ordinær generalforsamling og skal i øvrigt følge bestemmelserne i §7.
§10. Bestyrelse - valg:
Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen består af fem medlemmer, der vælges på generalforsamlingen efter følgende regler:
Der vælges tre bestyrelsesmedlemmer på ulige årstal.
Der vælges to bestyrelsesmedlemmer på lige årstal.
Der vælges to bestyrelsessuppleanter hvert år.
Der er to bilagskontrollanter, som vælges for to år, med en på valg hvert år.
Der vælges to bilagskontrollant-suppleanter hvert år.
§11. Konstituering.
Første bestyrelsesmøde efter ordinær generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter, hvor bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er tilstede, heriblandt formand eller kasserer.
Ved stemmelighed er formandens, i dennes fravær kassererens, stemme afgørende.
Bestyrelsen nedsætter efter behov de nødvendige udvalg med mindst et bestyrelsesmedlem i hvert udvalg.
Bestyrelsen ansætter de nødvendige trænere og holdledere.
Sekretæren fører en protokol over bestyrelsens møder.
§12. Regnskab - revision - tegningsret:
Foreningens regnskabsår er fra den 1. januar til den 31. december. Bestyrelsen skal inden den 15. januar aflevere driftsregnskab og status til bilagskontrollanterne.
Driftsregnskab og status forelægges generalforsamlingen til godkendelse.
De to bilagskontrollanter skal hvert år i januar gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede. Bilagskontrollanterne har desuden til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
Ved økonomiske dispositioner, f.eks. låntagning, køb, salg eller pantsætning, tegnes foreningen af mindst tre bestyrelsesmedlemmer, heriblandt såvel formand som kasserer.
§13. Foreningens opløsning.
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for.
Opnås et sådan flertal på en generalforsamling, der ikke tæller mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer, indkaldes til ny generalforsamling, hvor 3/4 af de afgivne stemmer er nok til at vedtage forslaget, uanset antallet af fremmødte.
Generalforsamlingen træffer samtidig beslutning om anvendelse af foreningens ejendele, idet ejendele og evt. formue skal anvendes til idrætslige formål på Tuse Næs.